I Odense er der gang i kulturlivet for børn og unge for tiden. Blandt meget andet finder vi det splinternye kulturhus for børn, Fyrtøjet, børne- og ungdomsrelaterede museer som Grafisk Museum, Tidens Samling og Jernbanemuseet, børneteatre som Skægspiren, teaterskoler som Odense Børne- og Ungdomsteater, og Eventyrkaravanen, der i de kommende måneder tager rundt på skoler, biblioteker o.l. for at spille, synge, danse og fortælle om H. C. Andersens liv og historier i undervisningsintegrerede forløb.

Dertil kommer nu et nyt netværk af billedskoler, der vil styrke børns arbejde med selv at lære om og at lave billeder. Og en ny filmfestival for børn med egen børnejury, undervisningsforløb etc., der løber side om side med Odense International Film Festival 11.-16. august.

Kultur og netværk

Langt de fleste af Odenses aktiviteter og tilbud til børn og unge er sat godt i system af byens kulturforvaltning, nærmere bestemt af Kultursekretariatet og børnekulturkoordinator Leslie Ann Schmidt.

I den forgangne uge præsenterede hun således et nyt netværk af billedskoler for børn og unge, der involverer en række billedskoler, museer, oplysningsforbund, foreninger, klubber og skoler. Det skete på Brandts Klædesfabrik, der selv længe har haft sin egen billedskole.

Netværket for billedskoler er efter flere forgæves forsøg et af de konkrete resultater, der er kommet ud af, at Odense i 2002-03 er modelsforsøgskommune på det børnekulturelle område.

»Et sådant netværk har længe manglet på Fyn,« påpegede Karen Marie Demuth fra Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder, der holdt tale ved præsentationen.

Odense Kommune har bekostet 35.000 kr på netværkspjecen, som samtlige kommunens 1.-8. klasser modtog ved skolestarten i sidste uge.

»Strategien har været,« fortæller Schmidt, »at melde stort ud og i øvrigt satse på en konstruktion, der kunne gennemføres for næsten ingen midler – og det er det et netværk kan. Det kan nemlig trække på de resurser, der allerede findes, men som trængte til noget networking. Netværket er i høj grad afhængig af at kunne læne sig op ad eksisterende institutioner,« sagde hun.

Film og færdigheder

Deres udsendte stod og tænkte på, om ikke netværk og networking også har en anden og efterhånden mere udtalt side. At netværket er et styringsinstrument. Og bruges det i politisk øjemed, så kan det kamouflere besparelser og samtidigt bringe magten tættere på kroppen af de politiske myndigheder, f.eks. kommunen eller ministeriet. Jeg tænker f.eks. på, at Kulturministeren blev kritiseret for at nedlægge Kulturrådet for børn, der havde egen formand og rådsmedlemmer og kostede nærved 20 mio. kr årligt, for så i stedet at oprette et nyt netværk, der læner sig op ad eksistrende vokseninstitutioner (et samarbejde mellem Biblioteksstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen, Filminstituttet og det nye kunstråd), der skal referere direkte til ministeren og i øvrigt kun koster en fjerdel.

Men sådan er der så meget, man kan tænke sig til. Den der arbejder praktisk i kulturlivet, som Leslie Ann Schmidt i Odense Kommune, får i alt fald skabt resultater, der trækker på det bedste i samarbejdet mellem institutioner og netværk. Leslie Ann Schmidt var derfor optaget af at fortælle om et andet netværksbaseret initiativ, der var højaktuel. Nemlig en børnefilmfestival, der løber side om side med den internationale filmfestival i Odense i denne uge. Festivalen er ikke bare for børn, men den har sin egen børnejury og -anmeldere, der har modtaget undervisning af filmkonsulent Ulrich Breuning. Ligesom skoleklasser og lærere har fået gratis mulighed for at integrere film i undervisningen med professionel assistance.

For børn og voksne

Netværket for billedskoler og børnefilmfestivalen er begge initiativer, der sætter børns kultur i kontakt med de voksnes. Ideen er der ingen grund til at tvivle om: Med professionel voksen assistance skal børnene lære noget om den kultur, de frygtløs gør brug af, så de bliver bedre rustet til det. Det er tydeligvis et brandaktuelt emne indenfor de voksnes beskæftigelse med børnenes kultur. I dette efterår afholdes der således flere konferencer rundt om i landet, der beskæftiger sig med sagen.

På den ene side betyder det selvfølgelig ikke, at kultur for børn er » tant og fjas, blot fordi det er for børn«, som der står i indbydelsen til den konference, der afholdes i Odense 2. september. Konferecens bærer den besværgende titel: »Kultur for børn«.

På den anden side betyder det heller ikke, at ethvert barn er en lille potentiel kunstner, og at man er opmærksom på risikoen for, at de voksnes annekterer børnenes kultur med deres eget kultur- og kunstbegreb. At der altså er grænser for, hvad de voksne skal gøre med børnenes kultur. Man kan »med sindsro ind i mellem holde snitterne væk fra barndommens rum«, som det hedder i indbydelsen til en anden konference om børnekultur, der afholdes i Skanderborg 26. september: Det er tydeligt, at folkene i miljøet tager disse afvejninger meget alvorlig.

Leslie Ann Schmidt siger: Det er et ret omfattende spørgsmål. Jeg er netop i gang med Jon Roar Bjørkvolds bog om Det musiske menneske. Han siger f.eks helt klart, at børn er ikke kunstnere, men de er på vej – kunsteren og barnet øser af den samme kilde, det musiske. Deres udsendte antyder så, at det jo nok kan være rigtigt, men også baseres på en noget romantisk kunstneropfattelse. Er det ikke at voksengøre uden at nødvendiggøre?

»Jeg hælder til,« replicerer Schmidt, » at det at et barn arbejder med kunst, som malede billeder eller filmbilleder, er ikke bare ligesom et kreativit frirum eller en form for kompensation for noget andet. Det skal ses i et større perspektiv, som en form for nødvendighed med store potentialer.«

Deres udsendte forlader Brandts Klædefabrik med en behagelig fornemmelse af, at i Odense går de voksnes networking i glimrende spænd med omsorgen for børnenes egen kultur og deres frie omgang med de voksnes. Og så har vi slet ikke talt om, hvilken virkning Kulturministeriets nye plan for Kunstråd og børnekultur kan tænkes at få. Eller Socialdemokratiets kommende beslutningsforslag om Børnekulturhuse.