Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder

Til kanten (Information, oktober 2003, Marie Jones Stones in the Pockets/Ægte jyder

Det er noget af en holmgang med scenens væsen og klicheer om de 'skide kjøwenhavnere' overfor udkantsmenneskene, som Nørrebro Teater tager sig med forestillingen Ægte Jyder. Forestillingen er baseret på irske Marie Jones' prisbelønnede Stones in his Pockets (2001), og oversat og bearbejdet til lejligheden af Flemming Jensen.

Ægte Jyder har premiere netop som Nyhederne beretter om fiskere, der bukker under for indskrænkninger og restriktioner og enten griber til vold eller slår sig på sjælen og indlægges på Brønderslev Psykiatrisk. Ægte Jyder foregår on location i en lille fiskerlandsby omkring Harbøre. Det lille samfund er i krise pga. fiskeriets krise, og i den tilstand støder det sammen med et filmhold fra København, der er på besøg for at skyde en historie om et sådant lille samfund. Dertil bruger de lokale som statister, med hvad det medfører af social benovelse, kulturel opportunisme og attitudekollaps. Vore hovedpersoner er Jesper Flyvholm og Johannes Lilleøre, begge mænd midt i trediverne. Jesper er blevet derhjemme, og drømmer om at få realiseret sit eget lille filmmanus. Johannes er vendt tilbage igen, efter et par år i København.

Jesper og Johannes er vort dobbelte point of view, og de spilles af Thomas Mørk og Niels Olsen med en usminket tilstedeværelse, der ikke bliver mindre vedkommende af, at de også selv spiller samtlige de øvrige 13 roller uden at gå af scenen. De skal altså skifte rolle og stemning med bevægelsens hast. De ene øjeblik er de Jesper og Johannes der som statister skal spille tungrøvet og 'jordløs'  lokalbefolkning, det andet øjeblik er de filmfolk med ekstroverte manerer og luftig finesse.

Højt spil

Dramaturgien er som sådan tilstede på scenen, og det er noget af en kunst at få sit publikum til at leve med det og leve med det, når de samtidigt skal holde styr på hele 15 personer.

Komikken får ikke får lidt uden at falde helt på halen for det billige grin. Der ævles og kævles, brovterier og plattituder om at smide 'en kævle i kødkaminen' og den slags, Totur til Vejle, Skæve Thorvald, sproglige forvekslinger der udtrykker kultursammenstød ('bane  er for den ene er noget med bowling, for den andet noget med kokain) etc. - alt det er der ikke mere af end det er til at leve med.

Scenen med Johannes, der bilder den kvindelige filmstjerne, Cecilie Krogh, ind at han skriver digte, hvorefter han citerer – fejlagtigt – fra Jeppe Aakjærs Jeg bærer med smil min byrde(der oprindligt hed Sundt Blod!), er kostelig. Det samme er Olsens gamle drukknark, Mikkel, den sidste overlevende lokale statist fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne. Personerne  fremtræder i det hele taget mere som det tidlige 1800-tals "Stærke Jyder" end som indremissionske: nok pittoreske og pietiske i hovederne, men lige stærkt reagerende overfor religiøst, rationalistisk og institutionelt over-kill som overfor de kulturelle manerer der underminerer det menneskelige.

Undergang og overspil

Og det slipper en anden historie løs. Den der handler om, hvordan mennesket af og til tvinges til at leve – eller dø – i udkanten af sin egen sjæl.

Det er historien om Ivar, der fylder sine lommer med sten og går ud i fjorden for aldrig at vende tilbage. Stykkets oprindelige titel, Stones in his Pockets, kunne tyde, at den historie oprindeligt har en større plads i forestillingen. I Ægte jyder er den med som en understrøm, der trækker mennesker ned og tragedien op i dramatisk højde. Små sekundkorte tableauer som den med Ivars far (Mørk), der tynget af sorg tager imod Jesper og Johannes foran sin søns kiste, rammer i den grad på kornet og er dybt bevægende midt i det hele.

Det selvironiske overspil, som vi kender fra Olsen og Mørks Cirkus Montebello, holder måske nok den dramatiske temperatur oppe, men det er underspillet der giver forestillingen dens komiske dybde og tragiske højde. Det virker som om, instruktøren godt kunne have haft lidt mere tillid til forestillingen på det punkt – og til sit publikum.

Men man kan kun udtrykke respekt for Nørrebro Teaters forsøg på at opdatere sine egne repertoire- og publikumstraditioner med mærkelige tragikomiske forestillinger med social brod. En opdatering, der vil kaste nyt lys over klicheen om det lokale ved at kigge ud over landets grænser.  Efter Ægte jyder følger således det norske stykke om de to lettere retarderede Elling & Kjell Bjarne, med den spændende par-casting: Tommy Kenter og Jesper Asholt. Sådan at tage kampen om med klicheerne, herunder ens egne, og dermed få sagt noget om livets tabuer der ikke kunne være sagt på anden vis, kræver mod. Meget mere end det gør at kritisere klicheerne. Ægte jyder bliver andet og mere end salgssucces, når den senere skal rundt i landet.