Den unge engelske dramatiker Lee Hall (f. 1966) kender vi fra filmen Billy Elliot, om drengen, der ikke ville bakse med at bokse men danse midt i al elendigheden. Billy Elliot foregik i et socialt og menneskeligt nedslidt Newcastle-miljø. Det er også der, vi er i Halls musikforestilling, Cooking with Elvis, der blev sat op i Londons West End sidste år og havde Skandinavienspremiere på Svalegangen i Århus i fredags.

Cooking with Elvis er en slags Ørnsbo på engelsk: Socialrealisme, kultursatire og god gammel farce i ét og samme greb. Vi er bagstage Newcastle, midt i noget der er resterne af en familie: Faren er efter en ulykke ikke mere værkfører, men en grønsag i en rullestol. Af og til rejser han sig, som en anden singing vegetable, og imiterer Elvis.

Sangeren Karsten Holm har den vanskelige opgave at sidde stille det meste af tiden og bryde ud i sang for fuld tryk. Og det går bedre og bedre hele vejen gennem forestillingen. Med sangen, og måske især med parodien på moralisten Elvis, der ender som ædedolk og drugaddict.

Univers i sig selv

Moren lever sit liv som en erotisk og anoretisk misére, der er slået ud som regulær ulykke efter farens forvandling til ingenting. Charlotte Toft spiller moren, stykkets mindste rolle, med den beherskede og tragiske vrede, der skal til for at vi forstår den fortvivlede forbindelse mellem omsorg og eros.

Og datteren, datteren er klog og kynisk som kun en 15-årig kan være det, men samtidigt familiens hjerte og vitalitet. Hun laver mad fra morgen til aften til faren, der ikke kan spise det. Det kan hun heldigvis selv. Susanne Juhazs spiller hende med den dobbelt barnlige-voksne maske, der er så svær at holde.

Juhazs er suveræn til det, og samtidigt bruger hun sin rolle som guide for tilskuerne til at bygge et helt univers op i sig selv i stykket. Har man hørt hende sige: »Københavnere, klappe med en hånd!«, så har man grundakkorden i det kærligt-bidske og selvironiske portræt, hun giver os af datteren.

Erotisk klejne

Hun læser i en bog med titlen Are you hungry tonight?, mens faren har rejst sig for at imitere Elvis og den berømmeste af alle hans sange: »Are you lonesome tonight?« Hun formeligt koger af kød og uopdaget kærlighed.

Det er noget af en suppedas. Ind i den træder så ‘kage-supervisoren‘ Stuart, som moren har slæbt hjem fra et værtshus. Stuart er en øl-abe med stort hjerte og stor mave, han flytter ind iklædt sin Newcastle-bluse, der reklamerer for den lokale Brown Ale. Det er den, der er brun indeni og gennemsigtig udenpå. Stuart er en erotisk klejne, der kan vrides og drejes og steges i sit eget fedt, præcis ligesom moren ønsker det. Og datteren med, viser det sig i nogle af stykkets kosteligste scener.

Stuart begynder med at få den menneskevarme man får, når en anden – nemlig faren – pisser en ned af bukserne: varmt og dejligt et øjeblik, så kvalmt og koldt for resten af pengene. Stuart slutter med at gokke Elvis som forret og selv ende som hovedret. Det er noget af en opgave at gestalte sådant et kvababbet kønsligt og hjerteligt fjog som Stuart. Sigurd-Emil Roldborg kan det dér!

Der er, som det også var tilfældet med sidste sæsons Killer Joe, der blev sat i scene af samme hold som her, lidt rigeligt 1980‘er-aura over

Cooking with Elvis. Det fjerner dog ikke den fede em af social farce anno 2001. Man kunne ønske sig at stykket, når det bliver spillet varmt i de kommende dage, sætter mere dramatisk tryk på farcen midt i det hele. For det er dén, der holder os fast på realismen.