Talemåden har det som klicheen og alle andre idiomatiske vendinger og udtryk: den kan fortætte det digt, der ellers ikke har meget stil. Det var på den måde, Naja Marie Aidt i sine tre første digtsamlinger, udgivet som »Trilogi« (1996) viste os, at tingene, de enkle almindelige følelser og daglige hændelser paradoksalt sjældent svarer til pålydende.

»Tal om de mindste ting der findes« sagde digteren, og lagde sine ord nænsomt rundt om dem. Verslinjerne var ofte korte som enkelte ord af en sætning, som om det ikke så meget var hensynet til digtet som sådan, til form og rytme, som det var hensynet til indholdet, dagliglivets mindste og ubetydeligste ord, der styrede digtene.

I de sidste faser af trilogien kom der skred i sproget og i stilen. Symbolerne såvel som de simple idiomatiske og stilistiske gentagelsesfigurer blev skåret fri af deres ofte alt for sikre grundlag, de begyndte at flagre op i surreel sanselighed og vinde i digterisk styrke. Der blev skabt rum i hendes forfatterskab for at modsætningerne nu kunne mødes i fuld offentlighed. Den øgede brug af metonymiske billeder bragte digtene ud over den private verdens statiske helheder, de startede i. De idiomatiske udtryk begyndte at gennemtrænge de idiosynkratiske følelser og sansninger, der ellers prægede trilogien.

Det skete for fuld tryk med den sindigt komponerede »Huset overfor« (1996), og i øvrigt også på en anden front med sidste års dramadebut »Rundt på Gulvet« (1999). Intensiteten blev øget, men det lyriske råderum blev kun større af det. Sound og sense stabiliserede sig på det hidtil højeste niveau i forfatterskabet. En række nye motiver kom til, portrætter af randeksistenser, fortalt på større afstand end tidligere, men måske derfor også med større indlevelse og identifikationsmulighed.

I det perspektiv er det mærkværdigt at læse den nyligt udkomne femte samling fra Aidts værksted, »Rejse for en fremmed«. Bogen holder niveau med forgængeren, lige så sjusket og ihærdig i sin gangart, lige så rummelig og præcis destineret, hvad angår den lyriske sammenføjning af forskellige motiver eller spor. Små fortællinger fra familielivet, panoramaer i landskaber, snapshots fra byens hektiske liv og skarpt lysende pauser, ufrivillige som hospitalsbesøg og søvnløshed, refleksioner af den mest elementære art etc.

Uden om det hele ligger en lille mytologi som ramme og inspiration for en del af digtene, en mytologi Aidt synes at dele med Pia Juul (»En død mands nys« 1993). Mytologien angår kvinden Juana, der i begyndelsen af 1500-tallet blev udråbt til dronning af Castilien, og siden blev erklæret uegnet til at regere pga. sindssyge — siger myten. Det dramatiske liv, Juana la Loca lægger navn til, gør gavn i Aidts digte. Hun tegner enkelte træk op hos Johanna, som hun fordansket hedder hos Aidt, og i hendes skæbne, og trækker det ind gennem nogle af digtene som bare et af flere spor.

Det er efter min mening ikke det spor, der giver mest mening — for læseren! — at følge. Det gør heller ikke brugen af kristen mytologi og tankegods. Eller sagt på en anden måde: kunne man, som mange jo gjorde, lade sig lede af den statiske symbolik, hentet ud af dyre- og eventyrverdenen, der var på færde i trilogien, jamen så kan man også lade sig lede af dette dobbelte højstemte spor i »Rejse for en fremmed«.

Der synes at være større lyrisk konsistens i de elastiske dele af samlingen, elastisk både som udstrækkelige motiver og spændte rytmer, der angår en umiddelbart mere lokal og privat verden, livet blandt mennesker i storbyen, men uden den familiære idiosynkrasi. Et eksempel: »Rejse for en fremmed« vender — uden at jeg ved om det er intentionen — vrangen ud på 80’er-lyrikkens på en gang nøgterne og romantiserede modernismesyn: hvor det dengang var et fast tema, at storbymennesket intet kender, men kun »genkender alt, der driver på synets hinde« (Søren Ulrik Thomsens »City Slang«) — er det nu en nedskrivning til det gennemsigtige og livsnødvendige: »Jeg kender mit hus og genkender/intet«. Når det i »City Slang« med en egentlig ret så slidt modernistisk genitivmetafor hedder »S-togets hule kile skydes ind under byen. Vi svæver på trapperne«, så står der hos Aidt:

Det tomme S-tog står og lyser

ved Dybbølsbro Station.

Det fyger.

Man skal kende de sitrende lamper i sne

for at vide hvordan

vi lukker os inde om natten med disse bedrøvede skygger

om vores lyseblå øjne.

Det er en form for tryghed.

Det er der lyrisk afklaring og udsyn i, næsten på højde med »Huset overfor«: »Sygeplejersken holder patientens hånd/og stiller sig selv et spørgsmål./Men der er ikke plads nok i nogen forklaring«. Det bedste ved »Rejse for en fremmed« er også det bedste ved forgængeren »Huset overfor«. »Rejse for en fremmed« opstår, kunne man fristes til at sige, hvor »City Slang« og »En død mands nys« krydser hinandens spor, og bliver så udsat for en umiskendeligt styrket aidtsk diktion anno 1999. Og styrket er den især blevet, hvor den faktisk følger nye spor og har lagt sine gamle spor, med deres konventionelle symbolske færdselstavler, bag sig.