Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Holberg i hoved og røv (Litteraturmagasinet Standard)

»Jeg er nyligen hid kommen alene af Curiositet for at vide, om det er sant, hvad man fortæller om den Trolddom, som øves her i Gaden«, siger en nysgerrig og videbegærlig mand i Holbergs komedie om »Hexerie eller blind Alarm«.

Nu er denne mand, da han er i en komedie dækket af dobbelt ironi, på evig jagt efter rygtets virkelighedsforvirring og sladderens tomme news. Havde han holdt sig til dét, han siger: alene for kuriositetens skyld at kende sandheden, så havde han stået sig bedre. Kuriositet er noget sjældent eller løjerligt, en mærkelighed, noget snurrepiberi, noget ofte lidt gammeldags, men som på grund af en særlig indstilling hos personen eller i interessen får sin egen nyhedsværdi.

Og denne særlige indstilling er kuriositetens fineste kendemærke: nysgerrighed omsat til videlyst. Det kendetegner en af Holbergs største figurer: Niels Klim i den latinsk skrevne »Niels Klims underjordiske rejse« (1741). Klim drives af kuriositet i enhver forstand: han ejer videlyst som de færreste og rejser til jordens indre eller ud i fremtiden for at stille den, og han driver gæk med sin egen lærdom såvel som dens latterlighed. I hele den dobbelte satire over snusfornuft og fantasteri er der grundlag for billedrigdom. Egentlig så oplagt at gøre »Niels Klims underjordiske rejse« til illustreret (børne)bog. Det er sket før: Storm P. tegnede til da man genudgav Jens Baggesens oversættelse i 1941, Hans Scherfig udgav den som tegneserie i 1961. Og nu er Klim så udgivet hele to gange på samme tid — og hvilke udgivelser:

Vibeke Stybe har gendigtet og Dina Gellert har tegnet til deres fine etbindsværk om Klim. Stybes gendigtning ejer den syntaktiske forenklings og tekstforkortelsens fineste træk, en del er vundet i forhold til et samtidigt publikum, der ikke kender Klim, og Holbergs kryddertørre og skæve syner er ikke gået tabt. Gellert, kendt for illustrationerne til Kirsten Hammanns børnebogsdebut, »Chokoladeeskapade« (1998), trækker linjer på tværs af klassicistiske konventioner og barok emblematik i interaktion med en symbolstærk og sprælsk enkelhed. Stybe og Gellerts bog henvender sig til børn og unge i alle aldre, og den fortjener virkelig, som det er planen, at udkomme også i Norge.

Den mere end almindeligt produktive Kåre Bluitgen og den prisbelønnede tegner Dorte Karrebæk har på deres side udgivet en børnebog i fire bind om Klim, der reelt er af samme omfang som Stybe og Gellerts ene bind. Bluitgens gendigtning er, det tror jeg man kan sige, lige så kongenial med nyt og gammelt, men mere frontal end Stybes og Karrebæks tegninger mere spraglede og groteske end Gellerts.

De to udgaver er lagt forskelligt til rette: Stybe og Gellert deler teksten ind i små betitlede kapitler og lader tegningerne følger denne inddeling. Bluitgen og Karrebæk lader et dobbeltopslag være styrende enhed for en kvart del tekst og trefjerdedele tegning. Et layout-princip, der matcher et godt gammelt princip om det komiske indslag midt handlingens gang — hér bliver det simpelthen det grafiske omdrejningspunkt.

Stybe og Bluitgen har forkortet og gendigtet på forskellig vis på alle tekstens niveauer. Læseren kan for sin fornøjelses skyld sammenholde afsnittet med fra Holbergs oprindelige kapitel XI, »Seylads til de urimelige Lande«. Afsnittet handler om Klims besøg i pruttelandet Pyglosia. Stybe og Bluitgen griber det vidt forskelligt an, humoren på historiens vegne har de til fælles med Holberg. Alle tre varianter er optrykt på nærværende sider.

En anden lige så stor figur hos Holberg er antihelten Peder Paars. »Peder Paars« (1718-19) er jo en litterær parodi og satire i ét, på vers, sådan som det var god og fyndig tone i Danmark på Holbergs tid. Satiren rammer til højre og venstre — f.eks. tidens akademiske disputatser, der også dengang havde det med at skride ud i det kedsommelige grænseland, hvor kuriositet og fantasteri slår hinanden ihjel: pedanteriets gråzone.

Holberg var som alle andre stærkt præget af genrens europæiske forhistorie. Kim Lembek redegør i »Den danske verssatire 1652-1742« for, hvordan Holberg og andre danske verssatirikere indforskrev såvel genrens historiske som aktuelle potentialer, dens oppositionære interaktion med andre genrer, og derforuden hvordan forfatterpsykologi og samfundshistorie står i forhold til hinanden i verssatiren.

Litteraturhistorie, genreæstetik og forfatterpsykologi — det er ikke så lidt på 150 små sider. Derfor (?) er Lembeks fremstilling en kortfattet, eksempelbåret og tekstanalytisk oversigt over syv samtidige verssatirikere. Et interessant og — dét vil du nok, kære læser, forstå værdien af — kuriøst synspunkt hos Lembek er, at det, der egentlig gør verssatiren til noget specielt, er dens meddelelsessituation. At satirens ironiserede dialog er en forudsætning for dens polemik og spøgefulde hån og samtidig dét, der gør at den kan tillades i sin samtid, at den holder sig indenfor decorum. Satiren kan konsekvent ikke afkodes entydigt, hvis den da er god.

Tilbage sidder satirikeren selv som kommer i tvivl om sin egen etik og sit embede. Det er det, Holbergs egen »Critique over Peder Paars« (1722) viser. Det er også det andre Holbergforskere som Billeskov Jansen og ikke mindst Erik A. Nielsen tidligere har udforsket — og det er dét, Kim Lembek vier et kapitel til at analysere og diskutere. Lembek påpeger, at genrevilkårene og den specielle meddelelsesform, der på skrømt mindsker afstanden mellem satiriker og læser, at de to ting tilsammen ikke så meget viser noget om forfatterens bevidsthedsform som om den forfatterpsykologi, satiren kræver for at virke som sådan. Det er netop en satire over satirikerens selvkritik. Satirens dobbeltmoral er ikke oversættelig til hverken biografisk eller samfundshistorisk moral, dens latter ikke lig verdens.

Kim Lembek tager som nævnt bestik efter bl.a. Holbergforskningens koryfæ, F. J. Billeskov Jansen. Billeskov har for nylig samlet det bedste af sine Holberg-kuriositeter fra et langt liv i »Ludvig Holberg og menneskerettighederne ... og andre Holbergstudier«. Artiklerne er en samling af som oftest tidligere offentliggjorte studier, skrevet på anledning eller foranledning.

Et af de mange tilbagekommende temaer i bogen angår Holbergs menneskeforståelse. Det mest oplagte og ofte diskuterede, også hos Billeskov, er spørgsmålet om kønnenes ligeret, hvad de f.eks. har i et af de utopiske riger, Niels Klim besøger. Holberg skriver om sagen mange steder og Billeskov konfererer stort set alle steder ud fra tanken om, at der i Holbergs tilfælde »nok må skelnes mellem teori og praksis«. Han var forkæmper for kvinders ligeret uanset om han skrev som satiriker eller moralist. Ligeretten angik de ydre forhold, som de senere formaliseringer af menneskerettighederne udtrykker sig om: juridisk, økonomisk, politisk og ægteskabelig ligeret. Man kan med rette føje til: i Holbergs komedier er de reelle magthavere, dem der har magten på de indre linjer, kvinder — hvis skuespillerne altså tør vise det.

Og dermed er vi ved en anden side af Holbergs menneskeforståelse, den man kan studere i komedierne. Det er to grundregler hos Billeskov. Den ene er, at værk og vilje, genre og menneske(syn) er i betinget tjeneste hos hinanden. Den anden er, at psykologien ensidigt er underordnet komikkens logik. Det gælder for »Den Vægelsindede«, den eneste komedie med en kvinde som regulær hovedperson. Men også den eneste komedie, hvor kvinden ikke har magt på hverken de ydre eller indre linjer. En kvinde, der er magtesløs overfor sit eget temperament, men tror sig ved magten. Komedien spilles for tiden af Det Kongelige teater med hhv. Paprika Steen og Bodil Jørgensen i hovedrollen som en moderne vægelsindet: uskyldig overfor sig selv, offer for sig selv — men også netop bevidst om det. Men hvad sker der ved det? Dermed går, ville Erik A. Nielsen nok sige (se Regien i Standart nr. 2 d.å.), det paradoksalt moderne tema i det oprindelige drama også tabt: dét at man tror sig fri midt i al sin ufrihed.

Billeskov selv henviser til en opførelse for et par år siden på Folketeatret i København. Den »vivace Kirsten Norholt« spillede den vægelsindede selv med »pust og gejst nok til, at hendes mange skiften humør ikke bliver gentagelse«. Her kommer Billeskovs stil og journalistiske tolerance til kort, efter mine begreber. Norholt var simpelthen indbegrebet af kedsommelig og fersk Holbergsk hygge — endnu et dødt stykke af den main stream tradition, der stadig præger Holberg på scenen, hverken fri eller ufri i forhold til forlægget, bare kedelig i al sin villede munterhed. — Og kedelig, det er det komiskes modsætning, ikke alvorligt, ikke tragisk.

Og dermed er vi tilbage ved »Holberg og komikkens logik«. Det er titlen på den korteste artikel i Billeskovs samling. Hvad er, spørger Billeskov, den komiske kraft, den »vis comica, som Holberg selv kalder Sjælen i en Komedie?« Det er de på de steder og ved de hændelser, hvor komedien slipper den virkelighed, der er tilskuerens erfaringsgrundlag, overdriver, gør grotesk. Det får, siger Billeskov, os til at opdage, at den virkelighed og den karakter, komedien bygges op på, er noget udvendig — og inde i f.eks. karakteren, i komediemennesket, ligger allerede det fantastiske gemt i udgangspunktet. Det er komikkens logik at være bundet til en sådan formel i en virkelighedslignende situation. Det er derfor, siger stadig Billeskov, at den moderne Holbergfortolker bliver galt afmarcheret og forstår »det komiske som alvorligt«. »Saa kommer Kandestøberkomedien til at se ud for dem som et politisk Skuespil, »Den Vægelsindede« som et psykologisk og »Jeppe paa Bjerget« som et socialt Drama«. Dette kunne, hvis ikke det var skrevet allerede i 1946, have været Billeskovs kritik af den socialrealistiske tendens i teatret i 1970’erne. Det kunne også have været en kritik af de seneste års radikale iscenesættelser af »Jeppe på Bjerget«, hvor bl.a. Staffan Valdemar Holm virkelig har ladet alvor og tragik høre til i komedien. Hvad tænker Billeskov mon om dem?

Det er sjældent at se ortografi, der gjaldt for halvtreds år siden, trykt op i nye udgivelser. Det sker i Billeskovs samling, og godt for det: man mærker, hvordan tone, stil og ortografi lægger op til hinanden. Hvad ville den moderne sprogmand sige til det? Historikeren ville helt sikkert klandre Billeskov for at favorisere Holberg på bekostning af det demokratiske nutidsmenneske. Editøren ville helt sikkert påpege for mange gentagelser, afvigende henvisningsprincipper (i en af bogens artikler henvises til en anden fra dens oprindelige publikationssted) osv.

Ingen af dem har forstået den upretentiøse hensigt med udgivelsen: simpelthen at samle en række studier sådan som de i deres egen tid kom til verden af kuriositet, af skødesløs nysgerrighed og præciserende videlyst. Billeskov: det klassicistiske modsvar på Lars Bukdahl! Fra hver deres side ligner de ikke så lidt skribenten Holberg, grebet med alle fjerpenne fremme på bordet: den ene rekonstruerer i detaljer, det der er skrevet, den anden saboterer det og skriver det hele om. Læseren kan selv forestille sig, hvordan et udsagn som dette ville lyde, hvis det blev vredet rundt i Bukdahls benede muskulatur. Udsagnet er Billeskovs fra 1943 og angår »Den anonyme oversættelse (1745) af Holbergs tre latinske levnedsbreve«: »Vi vil ikke opholde os længe ved Oversætterens Viden, hans Bedreviden og hans mangel paa Viden om faktiske Omstændigheder«.

»Saa har jeg tilside satt alle unyttige Curiositeter og beflittet mig alene paa at skildre«, sådan kunne man sige med Holberg, »de mærkelige og rare Inventioner hvormed Menneskers Videlyst ret stilles«. n