Djævlerier (Information, september 2003, Lærke Sanderhoffs Limbo og Aleksa Okanovics Restaurant D‘Amour

Hvis det er et tilfælde, at det netop er disse to vidt forskellige enaktere, der spilles i sammenhæng, er det et lykkeligt tilfælde – efter et nærmest klassisk dogme. Lærke Sanderhoffs Limbo er en tragedie, Aleksa Okanovics Restaurant D‘Amour et komisk-absurd nachspiel. Hver for sig og tilsammen er de dog meget mere på Odense Teater i Jens August Willes instruktion.

Sjælegal

Cutting edges (Information, januar 2001, Tracy Letts Killer Joe

Det hele foregår i et univers af outlaws, der findes derude et sted mellem Pulp Fiction og Portishead. I en hermetisk tillukket underworld i den industrielle slumkant af Dallas. I et hjørne af tilværelsen, hvor Budweiser og Kentucky Fried Chicken lever højt på den menneskelige nådesgave. Det kunne være hvor som helst.

Turell i byen by night (Information, november 2000, DDT – Jacob Christensens Det’ Dan Turell

Så kom Turell til byen, Århus, igen. Sådan da. Det er snart tyve år siden, han selv stod på scenen i Musikhuset og introducerede Allen Ginsberg, profet og beatnik. Det skete i de tidlige 1980’ere som nu også danner tidsramme for det lokale teater Svalegangens nye forestilling om Dan Turell: DDT – Det’ Dan Turell.

Regien (Litteraturmagasinet Standard, 1995 - )

Klumme, der indgår løbende i Litteraturmagasinet Standart. Regien er en blanding af anmeldelse og klumme, der skrives efter anledning, i krydspunktet mellem hvad der sker på teatrene og hvad der udkommer af teaterlitteratur overvejende, men ikke nødvendigvis i dansk sammenhæng.

fra Regien (1)

Holberg i hoved og røv (Litteraturmagasinet Standard)

»Jeg er nyligen hid kommen alene af Curiositet for at vide, om det er sant, hvad man fortæller om den Trolddom, som øves her i Gaden«, siger en nysgerrig og videbegærlig mand i Holbergs komedie om »Hexerie eller blind Alarm«.

Sunny Boy? (Litteraturmagasinet Standard)

Lyrisk implosion. Sådan kunne man med rette betegne Morti Vizkis nye digtsamling »Sol«, hvor den er bedst. Selv om samlingen med sine titler og hele attitude retter sig voldsomt udad, sådan som Vizki oftest opfattes og langt hen også selv poserer: sprælsk i sproget, sprængende i meningen — så er det implosionen, der står tilbage som første og blivende indtryk.

Sjusket og ihærdig i sin gangart (Litteraturmagasinet Standard)

Talemåden har det som klicheen og alle andre idiomatiske vendinger og udtryk: den kan fortætte det digt, der ellers ikke har meget stil. Det var på den måde, Naja Marie Aidt i sine tre første digtsamlinger, udgivet som »Trilogi« (1996) viste os, at tingene, de enkle almindelige følelser og daglige hændelser paradoksalt sjældent svarer til pålydende.

»Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker« (Litteraturmagasinet Standard)

Da den første udgave af »Danske digtere i det 20. århundrede« udkom i 1951 var lyrikeren Tove Meyer allerede halvvejs gennem sit forfatterskab. Alligevel blev det kun til denne sætning om hende: »I Tove Meyers digte brydes nyt med gammelt, hun er vanskelig at placere og hører nærmest hjemme midt imellem traditionalisterne og oprørerne«. Siden blev hun ved med at dukke op i antologier og artikler især om kvindelig litteratur — hvad det så er. Dejligt er det så, at Tove Meyer med to nye udgivelser får sin egen nok så lille, men fulde plads i dansk litteratur.

Af en anden verden (information, juli 2003)

Frederik Julius Billeskov Jansen var en institution i dansk litteraturforskning og formidling. Han døde sidste forsommer, under protest og næsten 95 år gammel.

Billeskov personificerede flere kapitler af sit fags historie – og opgøret med det. Han var f.eks. i 1960‘erne en gammeldags hard nitter, der midt i studenteroprøret holdt på sit over for »det nye regime«.

Politiken 23. september 2003. Teateranmeldelse (II)

Af Peter Christensen Teilmann
Ekst. lektor i Kulturformidling, KU
Teateranmelder ved Information

Når kunstneren og kritikeren støder sammen, slår de ofte hinanden for munden. Sådan er det åbenbart også gået i forbindelse med Bettina Heltbergs anmeldelse af teatret Mungo Parks forestilling "Fakta om Finland" (Pol. 11.9). I hvert fald er instruktøren Simon K. Bobergs kommentar til Heltbergs anmeldelse – og person – et udtryk herfor (Pol. 17.9).